For mig er det vigtigere, at vi skaber et nærværende rum omkring vores børn, end at vi får udfyldt diverse læreplaner og skemaer. Lad nu for pokker børn være børn – uden at de skal måles og vejes i uendelighed.

Vi er alle forskellige, og vi udvikler os forskelligt og i forskellige tempi.

Lad nu pædagogerne, som omgås børnene til daglig, vurdere, hvad der er vigtigt for det enkelte barn.
Flere nærværende hænder i vores daginstitutioner – både gennem ordentlige normeringer og ved at give pædagogerne frihed til at træffe faglige beslutninger tæt på barnet.

Vi bruger uanede mængder af ressourcer på administrative opgaver i stedet for at stole på pædagogernes dømmekraft – hvor er den sunde fornuft i det?

Enig... !

Vi skal have færre regler og mindre bureaukrati. Vi kan og må ikke lovgive os ud af alt. Når vi laver regler for alting, bliver den administrative byrde alt for voldsom og overkomplicerer mange opgaver.

Byggesager er blot ét eksempel på et område, der er voldsomt udskældt – og det er altså ikke byggesagsbehandlernes skyld, at reglerne er blevet uoverskuelige. Samtidig bliver de offentligt udskældt, hvis der begås en fejl.

Byggesager kunne behandles markant hurtigere, hvis byggesagsbehandlerne fik mere råderum, og hvis vi turde give medarbejderne tillid til at foretage vurderinger af mindre byggerier. Det ville også være i samfundets interesse, da der herved frigives tid til de større byggerier, som kræver en grundigere gennemgang.