Mikkel Bisgaard
13. marts 2026 18:57
Rent drikkevand? Ja tak.
Symbolpolitik og regninger i milliardklassen uden dokumenteret effekt? Nej tak.
I dag har jeg været på besøg hos landmand Morten ved Ulsted i Nordjylland.
Han er oprigtigt uforstående over for, at debatten om rent drikkevand så hurtigt er blevet gjort til en entydig fortælling om landbruget. De produkter, landmændene bruger, er dyre, så de har helt naturligt en klar interesse i at bruge så lidt som muligt. Samtidig er de midler, der anvendes, godkendt af myndighederne. Derfor rejser det et helt rimeligt spørgsmål: Hvis stoffer, der er godkendt til brug, alligevel findes i grundvandet, hvor ligger ansvaret så? Og er det sikkert, at forklaringen altid kun skal findes ét sted?
Det bliver endnu mere tankevækkende, når man ser på de konkrete lokale forhold. Ved Mortens ejendom er der planer om, at en stor del af jorden skal udtages af drift i forhold til sprøjtning, og at der fremover skal lægges markante begrænsninger på, hvor meget der må gødes. Alt sammen med henvisning til beskyttelsen af grundvandet. Men i det samme område ligger også en tidligere losse- eller fyldplads oven på det samme grundvandsreservoir. Et område, hvor der gennem årene efter alt at dømme er deponeret både biler, olietønder og andet affald direkte i jorden. Det er svært at forstå, hvorfor den type mulige forureningskilder ikke får mindst lige så stor opmærksomhed i debatten.
Jeg synes, medierne har været med til at puste en unødigt dramatisk stemning op. På få uger er debatten blevet så skinger, at nogle mennesker nu bliver utrygge ved at drikke vand fra hanen — selv om der for ganske kort tid siden ikke var den samme frygt. Det klæder hverken den offentlige debat eller en valgkamp, når komplekse spørgsmål reduceres til skræmmekampagner.
Jeg absolut ikke for et nationalt sprøjteforbud. Jeg er for, at vi træffer beslutninger på et faktabaseret grundlag. Hvis et sprøjtemiddel er godkendt i Danmark, forventer jeg naturligvis også, at myndighederne har foretaget en grundig vurdering og sikret, at det ikke udgør en uacceptabel risiko for grundvandet. Og hvis ny viden viser noget andet, så skal vi handle på det — men på baggrund af fakta, ikke frygt.
Symbolpolitik og regninger i milliardklassen uden dokumenteret effekt? Nej tak.
I dag har jeg været på besøg hos landmand Morten ved Ulsted i Nordjylland.
Han er oprigtigt uforstående over for, at debatten om rent drikkevand så hurtigt er blevet gjort til en entydig fortælling om landbruget. De produkter, landmændene bruger, er dyre, så de har helt naturligt en klar interesse i at bruge så lidt som muligt. Samtidig er de midler, der anvendes, godkendt af myndighederne. Derfor rejser det et helt rimeligt spørgsmål: Hvis stoffer, der er godkendt til brug, alligevel findes i grundvandet, hvor ligger ansvaret så? Og er det sikkert, at forklaringen altid kun skal findes ét sted?
Det bliver endnu mere tankevækkende, når man ser på de konkrete lokale forhold. Ved Mortens ejendom er der planer om, at en stor del af jorden skal udtages af drift i forhold til sprøjtning, og at der fremover skal lægges markante begrænsninger på, hvor meget der må gødes. Alt sammen med henvisning til beskyttelsen af grundvandet. Men i det samme område ligger også en tidligere losse- eller fyldplads oven på det samme grundvandsreservoir. Et område, hvor der gennem årene efter alt at dømme er deponeret både biler, olietønder og andet affald direkte i jorden. Det er svært at forstå, hvorfor den type mulige forureningskilder ikke får mindst lige så stor opmærksomhed i debatten.
Jeg synes, medierne har været med til at puste en unødigt dramatisk stemning op. På få uger er debatten blevet så skinger, at nogle mennesker nu bliver utrygge ved at drikke vand fra hanen — selv om der for ganske kort tid siden ikke var den samme frygt. Det klæder hverken den offentlige debat eller en valgkamp, når komplekse spørgsmål reduceres til skræmmekampagner.
Jeg absolut ikke for et nationalt sprøjteforbud. Jeg er for, at vi træffer beslutninger på et faktabaseret grundlag. Hvis et sprøjtemiddel er godkendt i Danmark, forventer jeg naturligvis også, at myndighederne har foretaget en grundig vurdering og sikret, at det ikke udgør en uacceptabel risiko for grundvandet. Og hvis ny viden viser noget andet, så skal vi handle på det — men på baggrund af fakta, ikke frygt.
